Dagligt Rofarvand - Tissø
Roning skal foregå 100-300 meter fra søbredden.
Roning på øvre halvdel af Halleby Å op til Øresø Mølle er kun tilladt i tiden 15/4 til 1/10 kl. 7-19, dog i juni og juli måned kl. 7-21
Ved alle ture skal der medbringes godkendt redningsvest til hver deltager.
Alle både skal være i land senest en time efter solnedgang. Rochefen kan i særlige tilfælde dispensere.
Enhver tur skal inden det pågældende hold går ud, være indført på bådkort, rokortet være placeret ved bådkortet.
Det daglige rofarvand begrænser sig til Tissø og 6 km op af øvre Halleby Å.
Der skal være en godkendt person i roklubben på min. 18 år, før det er tilladt at ro på vandet. Såfremt der ikke er en godkendt person på min. 18 år, skal der gives tilladelse af rochefen.
Den daglige roning foregår under ledelse og tilsyn af rochefen.
Ingen båd må gå ud uden at være fuldt bemandet.
Klubben har intet ansvar for medlemmernes tøj og andre ejendele.
Rygning og indtagelse af alkolhol i bådene er strengt forbudt.
Der må ikke medtages passagerer i bådene.
Inriggere og outriggere må ikke ro på Halleby Å. Rochefen kan i særlige tilfælde dispensere.
Scullerroning giver kun ret til at ro 2,5 km til hver side af åmundingen – Skoven og Pumpehuset. Hvis man vil ro længere end 2,5 km skal der være en følgebåd med. (motorbåd eller inrigger).
Kajakker må ro 6 km op af åen, til ”forbudsskiltet”.
Klubbens både (inrigger, scullere og kajakker) må kun benyttes af medlemmer der har modtaget instruktion i den gældende bådtype.
Vandet skal være minimum 10 grader på 1 meters dybde før der kan frigives outrigger, sculler- og kajakroning. Roningen frigives af rochefen.
For at ro uden svømmevest i sculler og outrigger, skal man være godkendt til roning i sculler og outrigger. Dog skal svømmevesten ligge i båden, undtagen ved kaproningstræning. Kajakroere skal bære svømmevest.
Nye medlemmer
Ved indmeldelse erklærer ethvert nyt medlem på tro og love, at han/hun kan svømme mindst
300 meter. Senest 3 måneder efter indmeldelse skal personen fremvise minimum 300 m.svømmebevis som er godkendt af en livredder eller af rochefen.
Nye medlemmer, der ikke tidligere har fået roinstruktion i en roklub, skal gennemgå instruktion under ledelse af en instruktør, før det tillades medlemmet at deltage i almindelig roning.
Langtur
Enhver form for roning uden for Tissø Roklubs daglige rofarvand betragtes som langtur, og
er underlagt DFfR´s minimumskrav om 300 m svømmeprøve samt vesteprøve.
Dog kræver Dansk Kano - og Kajakforbund, at ved langtursroning i kajak skal svømmeprøven
være 600 meter.Langture må kun foretages efter indhentet tilladelse fra rochefen eller formanden.
Tilladelse kan gives pr. telefon.
Før turens start skal mandskabets navne med angivelse af den ansvarshavende langturstyrmand , tiden for afgang og formodet hjemkomst, bestemmelsesstedet samt bådnavn noteres ved pulten i bådhallen.
Langturstilladelse gives kun til medlemmer, der inden for de sidste to år har aflagt svømmeprøve samt veste- og åreprøve.
Ved gæsteroning i anden roklub kan der gives dispensation til medlemmer der ikke har aflagt overnævnte prøve, hvis der roes i den pågældende roklubs daglige rofarvand og med lokal styrmand. Dog skal den pågældende roer bære redningsvest. Alle med overnævnte prøver i orden, har ret til frit at gæste andre roklubber.
Svømmeprøven samt vesteprøven hvor man skal kunne svømme 300m/ 600m og tage redningsvest på i vandet, skal overvåges af en, af bestyrelsen, godkendt person og vil blive indført i medlemsjournalen. Prøven skal fortages hvert andet år.
Rochefen og bestyrelsen tildeler autorisation som langtursstyrmand når styrmanden udviser tilstrækkelig viden og erfaring og har gennemført DFfR´s langtursstyrmandskursus.
Styrmand
Klubbens styrmænd godkendes af rochefen, som kan tildele kvalificerede medlemmer
styrmandsret i klubbens daglige rofarvand.Styrmanden har kommandoen og ansvaret for besætningens opførsel, såvel på land som om bord, og for at båd samt materiel behandles på omhyggelig måde.
Intet hold må gå ud, uden en godkendt styrmand er blandt besætningen. Styrmandsretten kan inddrages af bestyrelsen.
Materiellet
Efter endt tur skal båden spules samt vandsamlinger aftørres. Evt. årefedt på årer og åregang
afrenses.Angående skader og mangler på båden og dens udstyr, påhviler det den ansvarshavende styrmand :
A: Hvis det er muligt straks at udbedre skade eller mangel, så båden fortsat er funktionsdygtig.
B: Rette henvendelse til den bådansvarlige eller materialeforvalter og aftale yderligere reparation/udbedring,- om nødvendigt give båden roforbud.
C: Skrive notat i bådprotokollen. Vedligeholdelse af materiellet er et fælles ansvar.
Materialeforvalteren og bestyrelsen kan pålægge medlemmerne at deltage i den løbende vedligeholdelse af materiellet.
Har en båd eller et redskab været under reparation, må det ikke tages i brug før materialeforvalteren eller den bådansvarlige giver sit samtykke dertil.
Hent Roreglement.



